Menu

1. HS: HB-optakt og interview

image
Webmaster
02. juni 2022 kl. 11:48
Interview med svensk-kineseren

 

Optakt: Interview med den svensk-kinesiske offensivspiller
Fredag venter sæsonens næstsidste KS-kamp for FB’s førstehold, når man drager til Fælledparkens kunstgræstæppe fredag aften for at møde HB klokken 18.00.
Som altid, bringer vi et optaktsinterview og denne gang er det med den svensk-kinesiske offensivspiller Carl Christian Olsen, også kaldet ‘CC’, der for nyligt fyldte 23 år.
CC, du har her i maj måned både scoret dit første forårs-mål i KS samt i pokalen. Du er vel ved for alvor at få hul på bylden?
-Ja jeg er rigtig glad for, at jeg endelig er kommet på måltavlen efter en halvsæson der indtil for nylig, havde budt på nul mål, hvilket jo ikke er specielt godt når man nu er angriber. Nu gælder det for mig om at forsætte med at holde mit scorings-momentum her i de afsluttende kampe.
Du havnede i FB i august måned sidste år. Hvorfor blev det lige FB?
-Jeg blev ganske enkelt træt af at pendle mellem København og min svenske klub, når jeg skulle til træning og til kampe. Der var alt for mange rejsetimer i det. Da jeg var - og er - bosiddende på Frederiksberg så jeg mig om efter en klub tæt på, med et højt niveau men hvor jeg dog samtidig også fik hyggen og det sociale aspekt med. Det har jeg fået i FB.
For dem der ikke kender særlig meget til dig, vil du så ikke lige beskrive dit karriereforløb?
-Jeg har spillet fodbold siden jeg var helt lille. Jeg er opvokset ude i Kina og her skal det nævnes, at man typisk spiller for den internationale skole, som man går på. Det gjorde jeg lige indtil jeg flyttede til Danmark i 2017, hvor jeg spillede for AB’s U19-hold ude i Gladsaxe. Jeg spillede der i et lille halvt års tid inden jeg startede i militæret. Jeg havde langt til arbejde, da jeg var i militæret og spillede derfor for Nandrup FC i Serie 4, men niveauet var ret lavt, så jeg ville op på et noget højere plan. Jeg valgte så, at prøve at spille i Sverige, hvor jeg optrådte for Laholms FK, der spiller i Division 3 Sydvästra Götaland, hvilket svarer til den 5. højeste division i Sverige. Herefter blev det så FB, som jeg er utrolig glad for at være en del af nu.
Du har svensk pas, så hvordan kan det være at du som en anden Viktor Axelsen, kan tale flydende kinesisk?
-Jeg er faktisk dobbeltstatsborger. Jeg flyttede til Kina sammen med mine forældre, da jeg blot var et par uger gammel og har så boet derude i 18 år. Jeg lærte derfor sproget gennem min skolegang, men lærte det også i selve det kinesiske lokalsamfund.
Hvordan befinder du dig på holdet?
-Jeg er blevet taget ind og godt imod med åbne arme af alle på holdet. Jeg trives også med alle mine holdkammerater. Dem der spreder lidt ekstra humør på holdet er MJ (Mikkel Jensen, red.) med hans evindelige sjove kommentarer til stort set alt. ØK (Anders Østerskov Knudsen, red.), Tobias Hart og Paolo Basso har også været gode til at holde mig skarp. Nis Launtoft, Mikkel Isgaard og Yannick Winkel udviser også hensyn til os unge på holdet, hvilket jeg sætter kæmpestor pris på.

 

Luk