Farvel til cheftræneren
Frank Stahr slutter af
FB siger farvel til cheftræneren
FB’s førstehold i Københavnsserien skal have ny cheftræner efter sommerpausen. Klubben har vurderet, efter gensidig respekt og forståelse med cheftræner Frank Stahr, at samarbejdet stopper ved udgangen af juni måned.
Dermed slutter en æra på fire år, da Frank Stahr, dengang med Jensen som efternavn, kom til FB fra BK Stefan, i sommeren 2018.
I den forbindelse udtaler administerende leder Martin Busk følgende:
-Frank Stahr har gjort et fantastisk stykke arbejde for vores førstehold i de seneste fire sæsoner. Med sine trænerfaglige kompetencer, sine menneskelige egenskaber og sin sympatiske facon, har han favnet både vores førsteholdstrup og selve klubben, på flotteste vis. Jeg har utrolig stor respekt for ham og for det arbejde han har udført.
-Vi har vurderet, efter fire sæsoner i spidsen, at det er tid til både at prøve noget nyt og få nogle nye øjne på vores førstehold og dets udvikling. Det, sammenholdt med nogle skærpede forventninger til rollen som cheftræner, ikke mindst set i lyset af vores tildelte stjerne under DBU’s licenssystem for drenge ungdom, der vil kræve en del mere tidsforbrug i klubben, har samlet set gjort, at vi nu er i gang med at se os om, efter andre muligheder og løsninger i det kommende nye trænerteam, slutter Martin Busk.
Frank Stahr har ligeledes været glad for at være i FB og har denne sidste hilsen til klubben, truppen, den øvrige trænerstab samt de trofaste følgere af holdet:
-Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tusind tak til klubben og alle i og omkring holdet. Det har været fire super lærerige og spændende år og især det sidste års tid har holdet rykket sig rigtig meget. Der er gode muligheder for, at rykke på det sidste, så man kan ende på en af de to første pladser i KS. Det bliver meget spændende at følge FB i næste sæson.
-Jeg vil gerne sige en særlig stor tak til Olcay Senoglu, som jeg har arbejdet sammen med det seneste halvandet års tid. Han er et kæmpe trænertalent, som både fagligt og menneskeligt altid leverer varen til UG. Jeg glæder mig til at følge ham i fremtiden og se hvad det kan blive til.
-Ligeledes en stor tak til Morten Sigaard og vores samarbejde de sidste fire år. Det er dejligt at se, hvordan han har formået at rykke 2. Herresenior rent fodboldfagligt og det fuldt ud fortjent og især hans fortjeneste, at de nu er rykket op i Serie 1.
-Jeg kan jo heller ikke sige FB, uden også at sige Jon Cavagnaro. Hans kæmpestore arbejdsindsats og betydning for holdet er helt ubeskriveligt. Det er både på- og udenfor banen at Jon gør en forskel. Det har jeg sat stor pris på og det ved jeg at spillerne også gør. -Tak for denne gang og god sommer til alle, slutter Frank Stahr, som vi lover at tage behørigt afsked med, i forbindelse med efterårssæsonens første kamp på Frederiksberg Stadion.
Vi takker Frank for de fire år i spidsen og ønsker ham al mulig held og lykke med på vejen og i fremtiden, hvad end den måtte bringe. Hvem ved, måske er det mere et på gensyn end det er et farvel.
Indenfor de nærmeste par uger, vil der komme en nærmere udmelding om det kommende team og set-up for den nye sæson.