FB's klubhus blev indviet
Endnu en historisk dag
FB’s nye klubhus blev officielt indviet
Fredag den 19. august blev FB’s nye flotte og smukke samt topmoderne klubhus officielt indviet med besøg af omkring 125 gæster, der var mødt frem, for at fejre endnu en historisk dag i klubbens snart 110-årige liv.
Som et led i Frederiksberg Kommunes vision "udvikling af Generationernes By", der handler om at skabe bymæssige funktioner og byrum, der inviterer flere generationer til brug, er indvielsen af Frederiksberg Boldklubs nye klubhus, en vigtig milepæl. I denne vision er FB og Plejehjemmet Ingeborggården efter eget ønske, blevet samlet i et fælles projekt i stedet for at udbydes med hver sit. Dette med udspring i ønsket om at to gamle institutioner med forskellige brugergrupper i forskellige generationer, kobles sammen.
I forbindelse med fredagens indvielse var der taler fra FB Fondens formand Ivar Koed, Borgmester Michael Vindfeldt (A), Direktør Allan Hansen fra entreprenøren GVL, fra FB’s formand Henrik Amdi Madsen samt fra Sine Heltberg (A) der er formand for Ældre- og Omsorgsudvalget. Der var desværre afbud fra formand for Kultur & Fritidsforvaltningen, Lotte Kofoed (SF).
I forbindelse med den officielle indvielse af huset, udtaler Borgmester Michael Vindfeldt:
-Tillykke til Frederiksberg Boldklub med det flotte nye klubhus, som skaber endnu bedre forhold for idrætten her i byen. Samtidig deler klubben faciliteter med Plejecentret Ingeborggården, så beboerne kan sidde i cafeen og følge med i livet ude på banerne og dele den glæde, som følger med boldspillet. Ideen om at skabe et fælles ”Generationernes Hus” opstod for snart 8 år siden hos Ingeborggården og Frederiksberg Boldklub. Det var en fantastisk idé, som nu er blevet til virkelighed. Både spillere, beboere og områdets naboer kan her møde hinanden på kryds og tværs, og det er med til at styrke sammenholdet og fællesskabet på tværs af generationer.
De fremmødte gæster blev præsenteret for de tre flotte etager på rundvisninger i små grupper, ligesom der var fransk gypsi-inspireret guitarjazz fra Angel Angelov og en stor flot anrettet buffet samt drikkevarer, leveret af Gourmet Catering.
Gæsterne var foruden FB’s egen bestyrelse og FB Fondens bestyrelse, også FB’s passive støttemedlemmer, udvalgsmedlemmer, ansatte, sponsorer, samarbejdspartnere som Frederiksberg Idræt (FIU) og DBU København, Ingeborggårdens ledelse og personale, naboklubber, Frederiksberg Kommunes forvaltning på Kultur- og Fritidsområdet, dele af Frederiksberg Kommunes Kommunalbestyrelse, dele af tidligere Kommunalbestyrelsesmedlemmer, entreprenøren, FB Fondens rådgivere på projektet og arkitekter fra både det samlede værk og omkring indretningen, samt ikke mindst Frederiksberg Fonden, der har doneret et stort beløb til inventar i huset, ligesom lokale medier var til stede.
Det nye klubhus forventes at blive taget i brug fra mandag den 5. september, hvor dørene for alvor åbner.
Tak for en smuk dag i Danmarks - vel nok - smukkeste klubhus.
Bestyrelsen
Frederiksberg Boldklub