Menu

Grand Opening af Sportscaféen

image
Webmaster
08. september 2022 kl. 13:28
Sportscaféen åbner

 

Kære medlemmer og forældre til medlemmer.

Vi har som bekendt nu overtaget nøglerne til vores flotte nye klubhus og vi tog det for alvor i brug sidste mandag, med de dertilhørende udfordringer et nyt hus altid giver i starten. Vi gør alt hvad vi kan for at huset skal spille optimalt og arbejder nærmest i døgndrift på at det hele bliver så godt og funktionelt som muligt, hvorfor man også løbende vil eller kan opleve justeringer eller ændringer. 

Det mest stillede spørgsmål vi har modtaget siden overdragelsen er "hvad med sportscaféen?"

Derfor er det også enormt glædeligt nu at kunne meddele, at den åbner på mandag den 12. september. 

Man finder Sportscaféen på 1. sal. 

Vi har nemlig (midlertidigt) fået ansat et par gæve personer, der kan varetage salg fra baren og det går løs fra i næste uge med følgende (foreløbige) åbningstider:

Mandage kl. 16.30 til 21.00
Tirsdage kl. 16.30 til 21.00
Onsdage kl. 16.30 til 21.00
Torsdage kl. 16.30 til 21.00
Fredage kl. 16.30 til 19.30
Lørdage kl. 09.30 til 15.30
Søndage kl. 09.30 til 15.30


Vi har fået nogenlunde styr på diverse indkøb af udstyr til produktionskøkkenet, af inventar i selve caféen, loungemøbler til den flotte store terrasse og på vores alkoholbevilling - så derfor kan vi nu skabe plads og hjerterum for et socialt samlingssted for vores medlemmer og forældre samt alle øvrige, i vores nye flotte klubhus.

Indledningsvist kommer vi til at køre afsted med nogle fine priser på et varieret, men dog mindre sortiment.

Betaling:

Der kan (foreløbig) alene betales med MobilePay til 13591 eller med kontanter i mindre størrelsesorden.

Priser:
Vores priser ser (foreløbig) således ud:

  • Fadøl 0,40 cl - (Classic eller Heineken Pilsner) - DKK 30
  • Dåseøl 0,33 cl - (Classic, Carlsberg el. Tuborg) - DKK 12
  • Rødvin, San Marco Toscana Rosso - DKK 130 pr. flaske 
  • Hvidvin, Sashy Chardonnay - DKK 130 pr. flaske 
  • Rosévin, Roche Mazet Cinsault - DKK 130 pr. flaske 
  • Mousserende vin, Valdo Prosecco Bio - DKK 100 pr. flaske 
  • Dåse sodavand 0,33 cl - (Coca Cola, Zero, Fanta Orange el. Faxe Kondi) - DKK 10
  • Kildevand 0,50 cl - DKK 10
  • Filterkaffe - DKK 10
  • Specialkaffe - (Caffe Latte, Macchiato, Espresso, Flat White, Cappuccino) - DKK 20
  • Croissant m/chokolade - DKK 15  
  • Mini-Donuts - (Jordbær, Kakao el. Vanilje) - DKK 15                      
  • Nøddemix - DKK 15              
  • Lille Chipspose fra KIMs - (American Grill, Havsalt el. Sour cream & Union) - DKK 10
  • Chokoladebarer - (Mars, Twix, Snickers, Bounty) - DKK 10
  • Corny BIG - DKK 10                                     
  • Æbler - (Royal Gala Øko) - DKK 10

Derudover sælges der en ramme kolde dåseøl (18 stk.) til omklædningsrumspris, DKK 130 (Disse må ikke indtages i caféen)


Med tiden udvider vi biksen og kommer til at sælge hjemmelavet toast, lækre hjemmelavede fyldte og sunde Sandwiches, måske en dagens ret og andre spændende ting, men i første omgang har vi prioriteret at få sportscaféen op i drift og at få samlet klubbens medlemmer i vores nye hjerte.

Med tiden kommer vi også til at blænde op for fodbold på storskærm, arrangementer og lignende, men der er vi ikke endnu og melder noget ud, når den del også kommer ind i driften.

Den kvikke læser har bemærket at ordet ’foreløbig’ indgår flere steder i teksten. Det skal betragtes som en slags forbehold for ændringer i f.eks. åbningstiden, sortimentet, priserne mv. da det er helt nyt for os at drive en sportscafé på denne måde.

Vi glæder os til at se vores medlemmer, forældre og søskende, trænere, øvrige frivillige, modstanderhold og mange flere, skabe liv og glade dage i vores sportscafé.


Mange hilsner fra
Frederiksberg Boldklub

Luk