Menu

Ny kommerciel & sportslig leder

image
Webmaster
10. marts 2023 kl. 10:15
FB styrker sin ledelse

 

 

FB styrker sin ledelse

 

FB har indgået aftale med Malte Meier Carlsen (30), der tiltræder som Kommerciel og Sportslig Leder i FB, den 1. maj 2023.

 


Formand Henrik Amdi Madsen (tv.) med Malte Meier Carlsen

 

Malte Meier Carlsen er advokat og har en kandidat i jura fra Københavns Universitet samt en Master i Sports Management and Legal Skills fra universitetet ISDE i Barcelona i samarbejde med FC Barcelona, suppleret med uddannelse fra Columbia Law School i New York.

Malte kommer med yderst relevante erfaringer som Legal Counsel hos FIFPro i Amsterdam og senest som advokat hos Viaplay Group Sport, Danmark. Malte har spillet fodbold i FB fra han var 6 år – og været på ungdomshold og på 1. Herresenior. Derudover har han haft en spændende fodboldkarriere i bl.a. 1. division. Malte har endvidere været frivillig træner i FB og siden 2017 indgået som en vigtig del af FB’s bestyrelse, hvor han bl.a. har været ansvarlig for FB’s licensansøgning til DBU, der kulminerede med modtagelsen af en stjerne og optagelse som én ud af blot 51 klubber i Danmark, der opfylder de høje krav om talentudvikling fra DBU. 

-Jeg ser meget frem til denne udfordring, og til at kunne give tilbage til FB, en institution, der har ydet mig vigtig dannelse, både som fodboldspiller og som menneske. Jeg er vant til at færdes i klubben, og jeg glædes ved at møde og tale med alle FBs medlemmer, ja, med alle der på en eller anden måde har med FB at gøre. Det er min ambition, at klubbens imponerende udvikling skal fortsætte, og at vi sammen får løftet FB til det næste niveau, blandt andet med tydelige synergier. 

-Det nye klubhus, det unikke samarbejde med Ingeborggården og FB’s mange engagerede medlemmer rummer også et både menneskeligt og kommercielt potentiale, vi sammen skal løfte og få gavn af. Den rejse ser jeg frem til at lede, og jeg møder opgaven med glæde, ydmyghed og en stærk tro på, at vi kommer til at skabe store resultater, siger Malte Meier Carlsen.

Som kommerciel og sportslig leder får Malte Meier Carlsen ansvaret for den sportslige udvikling, konsolideringen af vores DBU Stjernelicens og implementeringen heraf, så licensen afspejles på både seniorhold og ungdomshold. Målet er, at vores seniorhold klarer sig endnu bedre i fremtiden. Målet er også, at vores seniormedlemmer og trænere oplever en høj tilfredshed med deres medlemskab og tilknytning til FB.

Som ansvarlig for det kommercielle område bliver opgaven blandt andet at udarbejde og udrulle et sponsorkoncept, der kan støtte klubbens fortsatte sportslige udvikling og forløse FB’s kommercielle potentiale.

Med sin stærke juridiske baggrund får Malte ansvaret for alle kontrakter med fx trænere, sponsorer, leverandører, lejekontrakt og medarbejdere, ligesom han bistår med at håndtere de juridiske problemstillinger FB måtte mødes af. Maltes tiltrædelse vil også styrke FB’s arbejde på de sociale medier. 

Malte er virkelig dygtig, venlig og ordentlig. Vi får styrket FB’s ledelse med en helt unik, ambitiøs og super dejlig person. Malte får et stort ansvar og nogle yderst komplicerede opgaver. Mange vil mene, at FB er nået langt de senere år. At tage FB til det næste niveau kræver både mod, de rette kompetencer og den rigtige personlighed. Med Malte på posten ved vi, at det bliver en succes, og vi glæder os til et tæt og konstruktivt samarbejde, siger Henrik Amdi Madsen, formand for FB.   

 

Læs også om nyheden bragt på bold.dk her

Luk