Ny partner i FB: GF Forsikring Hovedstaden
Ny partnerskabsaftale
Nyt Partnerskab - GF Forsikring Hovedstaden
Vi har indgået en stor partnerskabsaftale med GF Forsikring Hovedstaden, med den nære beliggenhed på Vesterbro, nærmere bestemt på Gammel Kongevej 27.
Nogle har måske bemærket at noget var under opsejling. For igennem den seneste måneds tid har man kunne spare penge på billetkøb til sommerens populære FB Camps, hvis man er villig til - ganske uforpligtende - at tage et møde med GF Forsikring Hovedstaden, hvilket en del har har valgt at benytte sig af.
GF Forsikring Hovedstaden indtræder i FB som ‘Youth Premium Partner’ og som det ligger i navnet, så kommer de dermed til at spille en helt særlig og central rolle i vores arbejde med udviklingen af FB’s Børne- & Ungdomsafdeling.
Afdelingsdirektør GF Forsikring Hovedstaden, Rune Bjærre siger om det nye samarbejde:
-Frederiksberg Boldklub er meget forankret i lokalmiljøet, og derfor er det en oplagt mulighed for os at støtte dem. De vil gerne gøre en forskel for børn og unge i nærmiljøet med deres mange sportstilbud, og det vil vi i GF Hovedstaden meget gerne støtte op om. Vi glæder os meget til samarbejdet.
Kommerciel leder i FB, Malte Meier Carlsen udtaler:
-Dette samarbejde er en vigtig milepæl for FB som klub og for FB's mange medlemmer. At kunne byde GF Forsikring Hovedstaden velkommen som ‘Youth Premium Partner’ er et solidt rygstød til at fortsætte vores store indsats for et fodboldtilbud for alle. Det giver os nye muligheder for at forbedre, videreudvikle og planlægge spændende initiativer, der allerede i dag er central i vores virke. Vi vil gerne medvirke til at gøre en forskel for og i lokalsamfundet og for vores medlemmer - allerhelst sammen med andre gode samarbejdspartnere.
-GF Forsikring og FB omfavner mange af de samme værdier - vigtigst af alt; at begge parter er til for vores medlemmer, hvilket meget fint illustreres ved at GF Forsikring hvert år deler deres overskud med netop medlemmerne.
-Efter samtaler med Rune Bjærre, er jeg meget overbevist om at vi i fællesskab kommer til at forme et stærkt partnerskab, og jeg glæder mig til at se, udvikle og præsentere de mange spændende tiltag vi kommer til at samarbejde omkring de næste par år, slutter Malte Meier Carlsen
GF Hovedstaden er et medlemsejet forsikringsselskab, hvor man kan gå direkte ind fra gaden og få personlig og nærværende rådgivning. Man modtager overskudsdeling, særlige medlemsfordele og lokale rabatter. GF forsikring deler nemlig hvert år overskuddet med deres medlemmer. Det har de gjort siden 1967, og det bliver de ved med.
GF Forsikring er for alle. Man behøver ikke et særligt job for at være med. Det er ikke nogen lukket klub, selv om de gør sig ekstra umage for at skabe lokale afdelinger, der netop er til for en mindre gruppe. Som GF-medlem hører man nemlig til et lokalt GF-kontor. Med andre ord er GF Forsikring lokalt til stede og kan give personlig, nærværende rådgivning.
Frederiksberg Boldklub byder GF Forsikring Hovedstaden et stort velkommen til.