Menu

Til kamp mod gummigranulat

image
Administrationen
03. marts 2023 kl. 11:10
Bevar kunstgræsbanerne

 

Bevar kunstgræsbanerne som vi kender dem

 

Onsdag den 1. marts skulle medlemslandene i EU, stemme om EU-Kommissionens forslag, om at gummigranulat skal udfases fra europæiske fodboldbaner over de kommende seks år. Den blev dog skudt til hjørnespark og i stedet kommer forslaget nu til afstemning henne i april måned.
Gummiet på kunstbanerne kaldes også gummigranulat. Det er lavet af gamle bildæk, som bliver skåret i bittesmå stykker. Når gummigranulat bliver spredt på kunstgræsbaner, er det blandt andet for at banerne er blødere, for at sikre forebygning mod brandsår og for at fodboldstøvlerne kan stå fast.
På vores anlæg på Jens Jessens Vej, er det i øvrigt ikke gummigranulat fra gamle bildæk, men derimod rester fra fremstillingen af gummiprodukter som tætningslister til køleskabe.
Disse gummistykker anses som såkaldt mikroplast, der nedbrydes meget langsomt i naturen, hvilket selvsagt giver miljøudfordringer, da det er en problematisk kilde til spredning af mikroplast. I dag findes mikroplast også i både vand og nogle fødevarer.
Kunstgræsbanerne har haft en enorm betydning for os fodboldklubber i kommunen, hvor vi har fået over 2.000 flere medlemmer, og dermed fået flere børn og voksne med i fællesskaberne og glæden ved fodbold. Tre af landets fire største fodboldklubber (KB, FB og FA2000) deles om Frederiksbergs kun 15 fodboldbaner, og det har kun kunne lade sig gøre, fordi kunstgræsbanerne året rundt, kan holde til den intense brug.
I stedet for et totalforbud mod gummigranulat, håber vi således på at man i stedet kan indføre passende foranstaltninger, som hindrer udledning til naturen. Både danske og norske forsøgsprojekter har nemlig vist, at udfordringen med udledning af mikroplast fra kunstgræsbaner kan afhjælpes med en kombination af optimeret indretning omkring baneanlæggene, samt ikke mindst involvering fra klubbernes brugere, altså fodboldspillerne. Med en fælles indsats kan vi forhåbentlig sikre, at de i alt 6.500 fodboldspillere på Frederiksberg, alle kan fortsætte med at spille året rundt på kunstgræsbanerne, uden at det har en skadelig påvirkning af miljøet.
De seneste anlagte kunstgræsbaner, altså bane 4, 5, 7, 8, 10 og 11, er derfor også omkranset af en betonmur, ligesom der er opsat plader langs kunstgræsbanerne, så gummigranulatet bliver hvor det hører til – nemlig inde på banerne, hvor det ikke udgør miljøproblemer.
Derfor SKAL vi naturligvis medvirke til at holde gummigranulatet inde på banerne, og dermed undgå spredning af mikroplast. Ved alle udgange fra kunstgræsbanerne på Jens Jessens Vej er der etableret riste, hvor gummigranulat skal børstes af tøj og fodboldstøvler.
Til sommer bliver kunstgræsset på bane 1 og 2 samt podebanerne udskiftet efter at cirka-levetiden på ti år er overstået, og i den forbindelse etableres endnu bedre løsninger, så alle brugere kan holde gummigranulatet inde på banerne. Ved udgangene mod både vores nye klubhus samt ved Frederiksberghallerne, etableres der sluser med bænke, hvor alle brugere kan sætte sig og tømme fodboldstøvlerne og tøjet for granulat. Samtidig vil udskiftningen af kunstgræsset på anlæggets podebaner, også blive en kærkommen lejlighed til test af et mere miljøvenligt granulat infill i form af kork.
Vi imødeser med frygt afstemningen i EU til april måned og hvis det stemmes igennem, så må vi blot krydse fingre for, at producenterne når at få udviklet brugbare alternativer, inden den mulige EU-beslutning bliver implementeret med en forventet indfasningsperiode på 6-10 år
Lad os derfor alle i fællesskab medvirke til at belaste miljøet mindst muligt ved at børste granulat af tøj og støvler inden man forlader fodboldanlægget.
Læs Dansk Boldspil-Unions (DBU) to pressemeddelelser fra hhv. oktober 2022 her og februar 2023 her
Læs Frederiksberg Idræts (FIU) kommuniké her
Luk