Menu

Unge FB'ere på trænerakademi

image
Martin Busk
12. januar 2024 kl. 11:32
Modul 1

 

Unge FB'ere på nyt trænerakademi
Den udbredte mangel på frivillige i det danske foreningsliv, har længe været en udfordring. Denne udvikling truer en vigtig grundsten i det danske samfund, hvor foreningslivet ikke kun udgør en ramme for børn og unges fritid, men også spiller en afgørende rolle for demokratisk dannelse og sammenhængskraft.
Det gøres der nu nu noget ved. Derfor er der lanceret et nyt 3-årigt projekt, kaldet Trænerakademiet, som er et landsdækkende partnerskab i seks kommuner (Køge, Høje Tåstrup, Tønder, Odder, Kolding og Frederiksberg). Projektet er økonomisk støttet af den A.P. Møllerske Støttefond og bliver afviklet i samarbejde Center for Ungdomsstudier (CUR) og Frederiksberg Idræt. Lokalt er akademiet også støttet af Frederiksbergfonden.
Trænerakademiet er kommet på skoleskemaet som et fag her i det igangværende skoleår for elever på 7.-10. klassetrin på hhv. Tre Falke Skolen, Skolen ved Bülowsvej og på Frederiksberg Ungdomsskole. Hele projektet er ledet af Kristian Vincents, der er ansat som akademileder.
Her i efteråret har vi haft fire unge FB-spillere med på et uddannelsesforløb, der i en tidlig alder har til formål at fremme engagementet i det frivillige foreningsliv. Initiativet giver eleverne mulighed for at lære om betydningen af det frivillige foreningsliv og blive rustet til at engagere sig aktivt i foreningslivet som trænere og frivillige ressourcer i fremtiden. Med andre ord så “træner" man til at blive frivillige i foreningslivet.
Vores fire friske unge deltagere, Bastian Præstekjær (14 år), Elias Carl Bitsch (14 år), Magne Bilenberg Frydendal (14 år) og Nina Høj Bendixen (13 år), har succesfuldt gennemført Modul 1 på akademiet, hvor de mod slutningen af 2023 opnåede en milepæl og fik overrakt diplomer, så de nu står klar til at tage trænergerningen med storm og sprede deres passion i klubben.
Det har resulteret i at de alle fire i denne tid starter op som aspiranter tilknyttet vores eksisterende trænerteams på U10 Drenge 14 A2, U10 Drenge 14 B1, U11 Drenge 13 B1 og U12 Drenge 12 A2.
Modul 1 har haft fokus på motivation, konflikthåndtering og gruppedynamik, ligesom eleverne undervejs oplevede topklasse kampe hos København Håndbold, F.C. København samt stævne med BK Ydun Håndbolds U6 og U8 hold.
Vi ønsker Bastian, Elias, Magne og Nina et kæmpestort tillykke med gennemførelsen af modul 1 og vi glæder os til at se dem i aktion på vores egne hold.
Luk