Menu

Rekruttering: Procedurer

 

 

Procedurer og retningslinjer for rekruttering 

Nye spillere til FB 

Drenge | Ungdomslicens (U10–U19) 

 

Rekruttering af spillere:

I FB er vores primære fokus udvikling af egne spillere. Derudover er der mulighed for at spillere der selv ønsker at skifte til FB, kan komme i betragtning, hvis de vurderes at kunne indgå meningsfuldt i vores miljø.  

Vores ambition er at tilbyde et attraktivt og udviklingsorienteret fodboldmiljø, hvor ambitiøse, motiverede og udviklingsparate spillere fra U10 til U19 søger hen for at blive udfordret på det rette niveau – sportsligt, menneskeligt og læringsmæssigt.  

Rekruttering sker overvejende via henvendelser fra spillere og forældre og aldrig via aktiv scouting eller direkte kontakt fra FB’s trænere. 


Overordnet ansvar og roller:

  • Det overordnede ansvar for rekruttering ligger hos den rekrutteringsansvarlige og UUT 
  • Den rekrutteringsansvarlige varetager al ekstern kontakt vedrørende prøvetræning og klubskifte

FB’s trænere må ikke kontakte spillere, forældre eller andre klubber vedrørende prøvetræning eller klubskifte 


Alle processer skal overholde: 

  • DBU’s regelsæt og etiske retningslinjer for klubskifter 
  • DBU’s Børnesyn


Indgang til prøvetræning:

Alle spillere, der ønsker prøvetræning i FB fra U10 til U19, skal starte med at udfylde denne formular

Ved henvendelser via e-mail, telefon eller sociale medier henvises til formularen


Når formularen er modtaget: 

  • Vurderes henvendelsen af den rekrutteringsansvarlige 
  • Der gives svar på, om FB ønsker at gå videre i processen 
  • Procedure ved mulig prøvetræning (U10–U19)

Hvis FB ønsker at arbejde videre med en spiller, følges denne procedure: 

  1. Kontakt vedrørende klubskifte kan tidligst ske ved spillerens aldersmæssige overgang til U10 
  2. Den rekrutteringsansvarlige kontakter skriftligt den afgivende klub 
  3. Der skal gå minimum 72 timer fra kontakt til afgivende klub, før FB kontakter spilleren/forældrene (weekender tæller ikke med) 
  4. Al videre dialog sker med forældrene, når spilleren er under 18 år 
  5. Forældre tilbydes altid at deltage i samtaler – uanset spillerens alder 
  6. Spilleren kan herefter tilbydes prøvetræning i op til 3 uger 

FB tilbyder kun prøvetræning, hvis spilleren vurderes at kunne styrke årgangens førsteholdsmiljø


Samtale og skriftlig plan:
Efter første samtale udarbejdes en skriftlig plan, som minimum indeholder: 

Plan for spillerens virke og udvikling i FB 


Prøvetræning – rammer og perioder (U10–U19):

  • Prøvetræning varer maksimalt 3 uger
  • Spilleren forventes at deltage i alle træningspas og evt. kampe


Spilleren evalueres løbende af: 

  • Trænere 
  • Børne- og/eller Ungdomsudviklingstræner 
  • Rekrutteringsansvarlig


FB foretrækker prøvetræning i: 

  • November/ december eller januar / februar 
  • Juni / august 

Andre perioder kan forekomme. 

 

Prøvetræning i børnefodbold U4 til U9: 

I FB har vi ventelister i vores børneårgange. Hvis man har lyst til at starte til fodbold, så kan man opskrive sig til ventelisterne via klubbens hjemmeside. Når der bliver en ledig plads på et hold, udsendes invitation til opstart og der tilgår information om træningsdage, tider, lokation, trænerne og procedurer for indmeldelser og prøvetræning.  

 

Kontakt til spillere via sociale medier:

I FB har vi en politik om aldrig at henvende os til hverken forældre eller spillere omkring mulige klubskifter eller prøvetræning, via sociale medier. Hvis vi selv modtager en henvendelse via sociale medier, så vil samme procedure som beskrevet i afsnittet ”Prøvetræning i ungdomsfodbold U11 til U19”, blive fulgt. Altså vil vi kontakte den eventuelt afgivende klub. 

Samme politik gør sig ikke kun gældende for den sportslige ungdomsledelse, men også for trænerne. Ingen trænere henvender sig via sociale medier og hvis en træner selv modtager en henvendelse via de kanaler, så er denne forpligtet til ikke selv at tage affære, men derimod kontakte den rekrutteringsansvarlige, alternativt talentchefen, med nærmere oplysninger.  

 

Retningslinjer for generel kommunikation: 

I FB har vi følgende holdninger til den generelle kommunikation på diverse platforme: 

  • Vi har egne holdninger, men respekterer fuldt ud andres holdninger
  • Vi vil altid udtrykke os med omtanke og konstruktivitet i forhold til dansk fodbold
  • Vi er alle, både frivillige, trænere, ansatte og ledere, ambassadører for FB - både når vi udtaler os på klubbens og/eller private kommunikationskanaler, for eksempel på sociale medier
  • Vi indleder ikke venskaber, som kan afføde tvivl om hensigt eller moralsk og etisk ansvarlighed. I ethvert venskab, er det den voksne part, som er ansvarlig for hensigten

Vores officielle sider og profiler på sociale medier, administreres af ledere med dette tillidshverv og er de eneste der kan/vil varetage funktioner på vegne af klubbens bestyrelse. Disse udtrykker ikke holdninger, som kan kompromittere dansk fodbold og bestemmelserne DBU’s etiske kodeks

Derudover kan trænere styre fællesskaber på sociale medier. 

Det er dog en forudsætning, at den sportslige ungdomsledelse ligeledes er repræsenteret i lukkede forums. Medlemmer af disse er alene trænerteams, spillere og forældre. 

Fra U10 til U17 er det en forudsætning at der primært kommunikeres med både spillere og forældre, mens man kan udelade forældrene fra U19. 

Luk